Ifølge Camilla Plum behøver man ikke udbløde kikærter, men Butter Beans skal udblødes.

Uden at være den store historiker kan man vist roligt sige at bønnen i alle dens former er grundlaget for overlevelsen i det meste af verden.
PT. står de for 8% af proteinbehovet på verdensplan. Bønner har vi altid haft, men i starten kun hestebønnen. Andre slags bønner kom til Europa efter korstogene, efter øget samhandel med østen, og først og fremmest efter Columbus. Bønnerne var stærkt medvirkende til at får den europæiske befolkning på fode efter pesten, og med til at gøre livet lettere for millioner af bønder der i bønnen fik en letdyrkelig grønsag, der både var let at opbevare, havde et højt proteinindhold, og efterlod jorden i fin form.

Bønner, som alle andre bælgplanter samler kvælstof i jorden, i modsætning til andre nærende afgrøder som kræver store mængder gødning.

Bønnen har også fået skyld for at gøre krige som ellers var utænkelige mulige, fordi det er et ideelt næringsmiddel i felten­ bare bønner såvel som krudt bliver holdt tørt. Deres billighed har holdt liv i mange milioner og gør det stadig, selvom der er stor forskel på hvilke bønner der er basiskost i forskellige verdensdele.

I Indien spiser de linser, dhal, og gram i alle deres former.
I Kina er det soyabønner som i næsten utallige forklædninger som tørret, gæret, suppe, tofu, soyasauce udgør det daglige proteintilskud for en trediedel af jordens befolkning. I Sydamerika har de helt andre bønner i gryderne, og som regel altid sammen med en anden slags kulhydrat som ris, majs, hvede.

Det er i det hele taget en rigtig god ide, for nok er bønner proppet med proteiner, men ikke alle aminosyrer er med, og et mere komplet protein får man netop ved at kombinere med brød, majs, korn, ris.

Bønners billighed har også været grunden til deres dårlige rygte. Man prutter af dem, de lugter af kummer og har ikke været noget man har haft lyst til at spise under en samlet social opstigning som i det sidste halve århundrede. I italien, hvor man har fornemme traditioner for bønnespisning, er forbruget halveret på 50 år.

Bønners dårlige ry har i den grad også lidt under mange års alt for ernæringsorienteret bongomad og hvor har man altså også måttet spise sig gennem uhyggelige mængder røvsyge bønner i enhver sammenhæng, hvor mad skal være billig og rigelig.

Bønner er blevet hademad for mange, dog har pastasalaterne overtaget hæderspladsen indenfor åndløs massebespisning i de sidste 10 år, og gud hvor har man også lært at hade det. Bønner kan nu i modsætning til pastasalaten­ som altid har været en forbrydelse­, være virkeligt dejlige, men der er stor forskel på dem. De rigtigt gode, som man kan spise med jævne mellemrum uden at blive alvorligt træt, er først og fremmest de store hvide tropiske limabønner, black eyed peas, som ikke er ærter, men bønner, kikærter, borlottibønner, canellibønner og de små franske lysegrønne flageoletbønner.

De sidste 3 slags har jeg dyrket i år, og selvom der er himmelvid forskel på at spise dem nybælgede­ og at spise dem udblødt fra tørret tilstand, så er de rigtig gode allesammen. Man dyrker dem fuldstændigt som grønne bønner, men bønner hvor man har tænkt sig at spise frøene har den enorme fordel, at det ikke har nogen hast med at plukke dem små, de skal blive store, og man kan simpelthen vente med at plukke, til de er helt knastørre og modne. Jeg tror at langt de fleste bønner i dette land bliver spist af meget få, som spiser mange bønner, og de fleste simpelthen ikke betragter bønner som en potentiel del af deres madrepertoire, selvom de pynter på køkkenhylden.

De lader sig ikke tilberede hu­ hej, de skal stå i blød fra dagen før­ ihvertfald de fleste af dem­, og måske man aldrig har fået dem hvor de smagte rigtigt godt.

Der er en næsten uudtømmelig variation af muligheder for at få det bedste frem i dem, når man først har valgt de rigtige bønner.